Udviklingsplaner for Esbjergs kommunale kirkegårde

I udviklingsplanerne for Esbjergs kommunale kirkegårde kan du læse om de langsigtede planer for indretningen af kirkegårdene i Fovrfeld Gravlund, Jerne, Novrup og ved Gormsgade.

    Baggrund for udviklingsplanerne

    Ændrede gravskikke og nye ønsker til kirkegårdenes anvendelse stiller nye krav til indretningen af landets kirkegårde, så de modsvarer behovene. For at imødegå denne udvikling, er der udarbejdet udviklingsplaner for de fire aktive, kommunale kirkegårde i Esbjerg. I udviklingsplanerne for de enkelte kirkegårde kan du læse mere om historiske forhold og karaktertræk, de nuværende forhold samt koncept og forslag til kirkegårdenes fremtidige disponering og indretning i et langsigtet perspektiv. 

     

    Kirkegårde danner ramme om vigtige begivenheder i vores liv og fortæller historie, både om den enkelte person, byen og egnen. Esbjerg Kommune har 5 kommunale kirkegårde. Den gamle kirkegård i midtbyen er dog nedlagt som begravelsesplads for år tilbage og fungerer i dag som bypark. I Esbjergs bysogne vælger man typisk begravelse på en af de kommunale kirkegårde, i landsognene typisk på den lokale landsbykirkegård. Når der skal vælges gravsted, er der frit valg mellem kirkegårdene for kommunens borgere, men der kan være begrænsninger på de mindre landsbykirkegårde afhængigt af kapaciteten.

    Udviklingsplanerne for de kommunale kirkegårde er en nytænkning af kirkegårdenes disponering og indretning i et langsigtet perspektiv, bl.a. fordi ændrede gravskikke har gjort det nødvendigt at udvikle kirkegårdenes indretning, så den modsvarer behovene.

    De overordnede mål med udviklingsplanerne er: 

    • at tilvejebringe en plan der kan bevare og fastlægge kirkegårdens status som kirkegård med et varieret udbud af gravstedstyper
    • at nytænke kirkegårdens anvendelse og indretning, så behov og efterspørgsel kan tilgodeses, både i forhold til begravelsesaktiviteter og i forhold til rekreation
    • at planen kan vedtages og blive retningsgivende for arkitektur, ændringer, drift, udbud og økonomi i en længere årrække
    • at drift af kirkegården kan tilrettelægges i et langsigtet perspektiv, både for kirkegårdens elementer og økonomi

    Ændrede gravskikke stiller nye krav til kirkegårdenes indretning

    De seneste 10 – 20 års ændrede gravskikke har sat markante spor på kirkegårde over hele landet. Ændringerne skyldes især forskydninger fra kistebegravelse til urnebegravelse og det har medført, at behovet for plads på kirkegårde til begravelses-aktiviteter er mindsket betydeligt. På de fleste kirkegårde kan det derfor opleves, at der er mange ledige kistegravsteder og spørgsmålet er så hvordan de ledige arealer forvaltes og hvordan de præsenterer sig. Tendenser viser samtidig et øget ønske om og behov for andre typer gravpladser end de traditionelle.

    Kirkegårdens primære funktion er naturligvis stadig at være begravelsesplads for borgerne i Esbjerg Kommune, men også at være rum under åben himmel til sorgbearbejdning og stille refleksion. Som noget nyt er der formuleret et ønske om at undersøge, hvordan kirkegården også kan være et sted for oplevelse og daglig rekreation.   

    Fra begyndelsen har kirkegården været indrettet med traditionelle, hækindrammede kistegravsteder, kapel, plantebælter, gange med perlesten og relevant udstyr såsom bænke og affaldsbeholdere.  

    Fra omkring 1970’erne blev kremering mere og mere udbredt, og det har medført anlæg af urnegravsteder, oftest som små kopier af kistegravsteder. 

    Også urnegravsteder i fællesplæne med en plade og inskription vandt frem, ligesom anlæg til anonyme nedsættelser med ukendt placering. 

     

    Selvom en del kistegravsteder er overgået til urnegravsteder, præges kirkegården fortsat af en struktur som er tilpasset kistebegravelser. Det gælder dog ikke den store oval på Novrup kirkegård. 

    Her har der fra starten været tænkt i enkle urnegrave, måske fordi stedet er anlagt samtidig med krematoriet. Væsentlige dele af kirkegården er udlagt som reserve, herunder evt. behov for katastrofebegravelsesplads. På grund af de ændrede gravskikke er de dele ikke taget i brug endnu.

    I Esbjerg bliver ca. 80 % af alle afdøde kremeret og behovet for plads til urnenedsættelser er vokset markant, medens behovet for kistegravpladser tilsvarende er reduceret. Da urnegrave fylder betydeligt mindre og fredningstiden er meget kortere, er arealbehovet for nedsættelser reduceret og vil fortsat falde, hvorved der bliver tilsvarende mere ledig plads, som overgår til fællesareal. 

    Der er i ovenstående lys, at Esbjerg Kommune har ønsket at få udarbejdet en udviklingsplan, der kan fungere som rettesnor for kirkegårdens langsigtede udvikling. Tidshorisonten er 40-60 år, svarende til et par fredningsperioder for kistegravsteder, velvidende at vi intet kan forudsige om behov og ønsker til den tid.