Dit barns hverdag
I Vognsbøl Børnehus har vi altid gang i en masse spændende aktiviteter. Der er plads til både leg og til læring, og det ofte på samme tid. Vi har faste rutiner for hverdagen, og i løbet af året har vi forskellige traditioner.
Ugens gang
Vi har mange forskellige aktiviteter både ude og inde, hvor børnene deltager på skift i mindre grupper. Vi bruger meget tid i det fri og er hver uge på ture i nærmiljøet
Vi er ude i al slags vejr
Derfor er det vigtigt, at dit barn har tøj og fodtøj med, der passer til al slags vejr.
På årstider, hvor dit barn har brug for solbeskyttelse, skal du smøre dit barn ind i solcreme om morgenen. Personalet smører børnene til middag og efter behov. Institutionen sørger for at indkøbe solcreme.
De mindre børn, som sover til middag, er ude formiddag eller eftermiddage.
Vi holder samling hver dag
Vi holder samling, hvor vi taler sammen og lytter til hinanden. Vi synger ofte, har temaer som Fri For Mobberi, Dialogisk læsning og generelt har fokus på at forbinde børnenes dagligdag i børnehaven med deres verden i hjemmet.
Vi skriver så ofte vi kan på aula – og vi skriver også, hvorfor vi gør, som vi gør.
Planer og traditioner i Vognsbøl Børnehus
I løbet af året arbejder vi med de forskellige læreplanstemaer. Vores aktiviteter følger årets gang, og vi fejrer årets traditioner, så som fastelavn, påske og jul.
Vi fejrer gerne dit barns fødselsdag. Vi stiller et stort flag udenfor dit barns grupperum og synger fødselsdagssang.
Dit barn får også lov at vælge en aktivitet fra fødselsdagsmappen, som hele gruppen deltager i.
Du skal ikke medbringe noget hjemmefra til at dele ud.
I Vognsbøl Børnehus har vi en indendørs motorikhal og udendørs et boldbur på taget af huset, og her boltrer vi os hver dag.
Vi er certificeret som en Active Living daginstitution og arbejder ud fra rammen omkring Bevæg dig for livet, som Esbjerg kommune har indgået aftale med DGI og DIF om.