Deltidsplads til forældre på barsel
I den periode, hvor I er på orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption, har I mulighed for at få en deltidsplads. På den måde kan jeres børn blive passet i op til 30 timer om ugen. Ordningen gælder for husstandens børn i aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart.
Med tilbuddet om en deltidsplads får I reduceret jeres egenbetaling, da I kun betaler for en plads 30 timer i ugen. Jeres børn kan blive passet enten i et kommunalt dagtilbud eller i en selvejende eller en privat institution.
I kan også benytte denne mulighed hvis I som forældre
- vælger at genoptage arbejdet delvist
- afholder fravær i forbindelse med udskudt fravær og ved forældreorlov
I kommunale og selvejende dagtilbud aftaler I selv, hvordan de 30 timer placeres. Mødetiderne skal som udgangspunkt være fastsat for hele perioden. De private institutionerne fastsætter selv tidsrummet.
Du skal ansøge om deltidspladsen via Den digitale pladsanvisning senest to måneder, før du ønsker deltidspladsen. Vær opmærksom på, at du skal opfylde nogle krav for at kunne søge en en deltidsplads.
Du kan kun søge deltidsplads for den periode, du afholder barsel under Barselsloven.
Afholder din ægtefælle eller samlever orlov under Barselsloven udover din orlov, og ønsker I en deltidsplads i denne periode, skal I lave en ny ansøgning.
Deltidsplads 30 timer (Barselsloven) bevilges efter de nye regler fra Beskæftigelsesministeriet, som er trådt i kraft for børn født efter den 02.08.2022.
Læs om ny orlovsmodel for børn født fra 02.08.2022 på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside
Du er velkommen til at kontakte Pladsanvisning & Tilskud, hvis du har nogen spørgsmål.
Retningslinjer
Du kan ansøge om en deltidsplads, hvis I opfylder disse krav:
- Barnet/børnene skal enten være optaget eller have modtaget et tilbud om en heltidsplads.
- Forældre skal kunne dokumentere, at de afholder fravær efter Barselsloven.
- Forældre der vælger at genoptage arbejdet delvis skal som minimum afholde 7 timers fravær om ugen for at kunne modtage en deltidsplads.
Du skal ansøge om en deltidsplads via Esbjerg Kommunes selvbetjeningsløsning Den digitale pladsanvisning.
Ansøgningen skal indsendes senest to måneder før I ønsker at bruge deltidspladsen. Husk at skrive hvilken periode I ønsker at anvende deltidspladsen i. Perioden udgør den maksimale periode for deltidspladsen og skal være sammenhængende.
Perioden med en deltidsplads skal løbe fra den 1. i en måned og til den sidste hverdag i den måned, hvor retten til fravær udløber.
Ifølge Dagtilbudsloven har forældre, der afholder fravær efter Barselsloven fra 1. januar 2019, mulighed for at få en deltidsplads på 30 timer om ugen i et dagtilbud til husstandens børn i aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart mod en reduceret egenbetaling.
Tilbuddet gælder for børn i kommunale og selvejende daginstitutioner, kommunal dagpleje og privatinstitutioner, hvis forældrene lever op til kravene for retten til en deltidsplads.
Deltidspladserne er omfattet af Dagtilbudslovens generelle formålsbestemmelse, formålet for dagtilbud, regler om en pædagogisk læreplan samt regler vedrørende optagelse af børn i dagtilbud, pasningsgaranti, opsigelse og flytning af børn i dagtilbud m.m.
Når den angivne periode ophører, bortfalder retten til deltidspladsen. Jeres plads bliver automatisk konverteret til en fuldtidsplads i det dagtilbud, hvor barnet er optaget. I får registreret en fuldtidsplads fra den 1. i efterfølgende måned.
Retten til deltidspladsen bortfalder, hvis I som forældre afbryder deres ret til fravær efter Barselsloven, eller hvis retten til fravær efter Barselsloven ophører på anden vis.
Ønsker I som forældre at afbryde deltidspladsen før den angivne tid, skal I informere Esbjerg Kommune om det hurtigst muligt, så deltidspladsen kan blive ændret til en fuldtidsplads fra den 1. i efterfølgende måned.
Hvis barnet ikke benytter deltidspladsen i en periode på mere end 5 uger kan deltidspladsen bibeholdes.
Ovenstående gælder for både kommunale/selvejende dagtilbud og privatinstitutioner.
Hvis I ønsker at bruge en deltidsplads i en anden kommune eller i en privat institution, skal I stadig ansøge Esbjerg Kommune om pladsen. Ansøgningen skal indsendes til kommunen senest to måneder før, I ønsker at bruge deltidspladsen.
Deltidspladsen skal træde i kraft den 1. i en måned og ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor forældrenes ret til fravær udløber.
Esbjerg Kommune skal senest en måned før ændringen træder i kraft varsle privatinstitutionen og den anden kommune om afgørelse om tilskud til en deltidsplads 30 timer om ugen. Dette gælder også ved afbrydelse eller ophør af deltidspladsen.
Private institutioner skal selv fastsætte og offentliggøre deres retningslinjer for , hvordan deltidspladser 30 timer om ugen kan anvendes.
De private institutioner er dog omfattet af Esbjerg Kommunes retningslinjer i forhold til ansøgning om deltidsplads og afbrydelse/ophør af tilbuddet.
Det er et krav, at I som forældre informerer kommunen, hvis I afbryder jeres ret til fravær efter Barselsloven i en periode på mere end fem uger. Den samme oplysningspligt gælder, hvis retten til fravær efter Barselsloven på anden vis ophører.
Afgørelse om deltidsplads kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.