Pædagogisk Tilgang

I Ådalens Børnehus ser vi dit barns leg og læring som en proces, der sker hele dagen i samspil med de andre børn, både i dagens planlagte aktiviteter og rutiner, men også i børnenes spontane leg.

    Barnets kropssprog og udtryksformer

    I Ådalens Børnehus bestræber vi os på at forstå barnets kropssprog og udtryksformer. Vi er nysgerrige på, hvordan barnet oplever verden og forholder os undrende og reflekterende til dette med respekt for barnets oplevelse.

    Vi opfordrer og motiverer børnene til at være nysgerrige, undres og stille spørgsmål.

    Særlig fokus på barnets sociale kompetencer

    Vi har særlig fokus på barnets sociale kompetencer, og vi støtter børnene i at opbygge lege og danne venskaber.

    Gode rollemodeller og refleksion over egen praksis

    Vi er bevidste om at være gode rollemodeller og reflekterer over egen praksis.
    Vi arbejder med at inddrage, udforske og tage udgangspunkt i børneperspektivet, hvor systematik er et vigtigt element i tilgangen til dette.

    Forældresamarbejdet bygger bro

    Forældresamarbejde er at bygge bro mellem jeres barns to livsverdner, hvor I som forældre medvirker til at skabe livs- og læringsmiljøer, der fremmer jeres barns trivsel, udvikling og læring og dets muligheder for at deltage i fællesskaber. Vi ser det som vores fornemste opgave, som jeres samarbejdspartnere, at sikre optimal trivsel, læring og udvikling for jeres barn både i daginstitution og hjem.

    Pædagogiske aktiviteter (eksempler)

    Derfor arbejder vi i mindre læringsgrupper i Ådalens Børnehus

    I Ådalens Børnehus deler vi børnene op i mindre læringsgrupper i løbet af dagen for at skabe nærvær, tryghed og bedre læringsmuligheder. Når børn er i mindre grupper, får de mere voksenkontakt, og vi kan bedre tilpasse aktiviteterne til det enkelte barns behov og udvikling. Det styrker både fællesskabet og barnets trivsel, nysgerrighed og lyst til at lære.

    Deltagelse i aktiviteter – for børn og forældre

    I Ådalens Børnehus lægger vi stor vægt på, at børnene deltager aktivt i hverdagens planlagte aktiviteter. Det styrker deres sociale færdigheder, nysgerrighed og lyst til at lære. Gennem leg og fællesskab udvikler børnene sig både personligt og i relation til andre.

    Vi inviterer også forældre til at deltage i udvalgte aktiviteter i institutionen. Jeres engagement skaber sammenhæng mellem hjem og børnehave og viser børnene, at deres hverdag og oplevelser bliver værdsat. Det styrker fællesskabet og samarbejdet omkring det enkelte barn.

    Udeliv og nærmiljø i Ådalens Børnehus

    Udelivet er en vigtig del af børnenes hverdag hos os. Gennem leg og læring i naturen styrkes børnenes motorik, fantasi og fællesskab. Vi bruger både vores legeplads og det omkringliggende nærmiljø – som stranden og grønne områder – til at give børnene varierede og sanselige oplevelser, der understøtter deres udvikling og trivsel.

    Venskab frem for mobning

    I Ådalens Børnehus arbejder vi aktivt for at styrke børns fællesskab og forebygge mobning. Vi tror på, at trygge relationer og venskaber er fundamentet for trivsel og udvikling. Gennem leg, dialog og fælles oplevelser lærer børnene at vise omsorg, lytte og være en god ven.

    Vi bruger blandt andet Børnestafetten som et pædagogisk redskab til at sætte fokus på børnefællesskaber, børneperspektiver og tidlig indsats. Derudover arbejder vi med bamsevenner. Det styrker relationerne på tværs af grupper og giver børnene en oplevelse af samhørighed og ansvar for hinanden.
    Det hjælper os med at skabe en kultur, hvor alle børn føler sig set, hørt og inkluderet.

    Hvordan arbejder vi med omsorgen i Esbjerg Kommunes daginstitutioner?

    I Esbjerg Kommunes daginstitutioner arbejder vi hver dag med at skabe trygge og udviklende rammer for børnene. Omsorg er en grundsten i det arbejde og nu styrker vi vores faglige blik på omsorgen gennem en fælles indsats med Omsorgsgrebet fra BørnsVilkår

    Læs mere om Omsorgsgrebet i Esbjerg Kommune