Da Vinci Linjen

Med Da Vinci Linjen giver Vitaskolen et tilbud til de elever i 7. - 9. klasse, som ønsker faglige og sociale udfordringer, og som typisk har underpræsteret. Her fokuserer vi på, at også elever med særlige forudsætninger kan have brug for særlige hensyn.

    Kom til informationsaften om Da Vinci linjen

    Torsdag den 23. januar 2025 kl. 17.00-19.00 afholder vi informationsaften om Da Vinci Linjen. Her kan du høre mere om linjen og se, om det er noget for dig.

    Tilmelding er ikke nødvendig.

    Bliv elev på Da Vinci linjen

    Ansøgningsfristen til Da Vinci linjen er fredag, den  19. januar 2024, og du får svar på din ansøgning senest den 8. marts 2024.

    Du kan tilmelde dig via linket her på siden. Når vi har modtaget din ansøgning, vil du blive indkaldt til en samtale.

    Du og dine forældre skal udfylde ansøgningen i fællesskab. 
    Du skal bede din lærer om en udtalelse, som I kan hæfte ved ansøgningen. Du kan også vælge at printe udtalelsen ud og tage den med til samtalen.

    Du søger om optagelse via det røde link, som du finder øverst og nedenfor på denne side.

    Vores mål med Da Vinci linjen

    Vores mål er, at alle, der har gået på Da Vinci Linjen, er klar til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

    Den typiske elev på Da Vinci Linjen

    • har indtil nu underpræsteret
    • er almindeligt eller godt begavet
    • har lyst til at lære, både alene og sammen med andre
    • er interesseret i at arbejde med sine personlige og sociale sider.

    Fokuspunkter

    Da Vinci Linjen følger folkeskolelovens bestemmelser med hensyn til undervisning, fag, pensum og timetal. Men hos os har vi valgt at opprioritere nogle indsatsområder med vores fokuspunkter.

    På Da Vinci Linjen har vi følgende tre fokuspunkter:

    1. Studiemiljø

    • Høj faglighed
    • Faglige udfordringer for hver enkelt elev
    • Coach-ordning, hvor der jævnligt gøres status og sættes mål

    2. Samarbejde med byens gymnasier

    • Studieforberedende aktiviteter
    • Dage på byens gymnasier og besøg af studerende og lærere derfra

    3. Globalisering

    • Morgensamlinger med aktuelle temaer fra ud- og indland
    • Internationale projekter fx udveksling og/eller sprogskoleophold og studieture i udlandet.

    Vores forventninger til elev og forældre

    Vi forventer, at eleverne på Da Vinci Linjen arbejder målrettet, disciplineret og fokuseret, og at alle bidrager til det sociale fællesskab. Vi forventer, at elevernes forældre indgår i et tæt samarbejde om elevernes studier og er villige til at yde en indsats i forbindelse med aktiviteter, som er givtige og nødvendige for klassen, fx i forbindelse med globaliseringen.
    Vi vægter dialogen mellem elev, forældre og skole højt. 

    Skoleåret

    Skoleåret på Da Vinci Linjen følger de øvrige folkeskoler i Esbjerg Kommune, dog er der i løbet af skoleåret også særlige aktiviteter:

    • Uger med fagdelt undervisning
    • Projektuger
    • Gymnasieudveksling
    • Fagdage
    • Fordybelsesdage
    • Studieture/udveksling i udlandet
    • Mulighed for deltagelse i konkurrencer/kampagner.

    Tilmelding og samtale

    Man tilmelder sig via linket her på siden. Når vi har modtaget tilmeldingen indkalder vi eleven og forældrene til en samtale med en repræsentant fra Da Vinci Linjen.

    Oplysningerne i tilmeldingsskemaet er udgangspunktet for samtalen, der skal afklare, om Da Vinci Linjen er det rigtige valg for eleven. Efter samtalen aftaler elev, forældre og Da Vinci Linjens repræsentant det videre forløb.

    Der er løbende optag på Da Vinci Linjen, men vi anbefaler, at eleverne søger og bliver optaget i forbindelse med skolestart i 7. klasse.

    Har du spørgsmål?

    Der kan være mange spørgsmål i forbindelse med et klasseskift og nye faglige og personlige udfordringer.

    Ring til koordinator Jesper Hjuler på tlf. 61 69 67 15 eller skolens kontor tlf. 76 16 59 60 og få svar på eventuelle spørgsmål.

    Få indblik i hverdagen på Da Vinci Linjen via deres Facebook-side her.

    Fakta om Leonardo da Vinci

    Da Vinci Linjen er opkaldt efter Leonardo da Vinci (1452–1519), der er kendt som et universalgeni. Han interesserede sig for det naturvidenskabelige, var god til sprog og meget engageret inden for det musiske område.