Politikker og strategier

Her har vi samlet politikker og strategier for Tjæreborg Skole. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte personalet.

    Principper

     

    Princip for undervisningens organisering

     

    Formål

    • Undervisningen organiseres med størst mulig hensyntagen til elevernes kontinuerlige faglige progression og trivsel.
    • Al undervisning planlægges efter fagplanerne.

    Elevernes placering i klasser

    • Skolen tilstræber, at der på klassetrinnet dannes klasser med homogen fordeling af eleverne, f.eks. i forhold til køn, bopæl i skoledistriktet og kendte udfordringer.
    • Skolen tilstræber gennem samarbejde med daginstitutioner, at danne sig indtryk af børnene, med henblik på den bedst mulige klassedannelse.
    • Skolen tilstræber at høre skolebestyrelsen og orientere forældrene så tidligt som muligt, hvis der dannes nye klassedannelser.

    Holddannelse

    • Skolen tilstræber at bruge holddannelse på tværs af klasser, når det kan fremme undervisningsdifferentiering, elevernes motivation og trivsel, og fællesskabet på skolen.
    • Skolen tilstræber at bruge holddannelse til særlige talentforløb og særlige faglige udviklingsforløb, når det er relevant og der er mulighed for det.
    • Skolen tilstræber, at grundlaget for holdplaceringen er tydeligt for den enkelte elev.
    • Skolen tilstræber at evaluere holddannelsen løbende.

    Skoledagens længde

    • Skolen tilrettelægger så vidt muligt elevernes skoledage, så undervisningen i indskolingen ligger i tidsrummet 8.00-14.00 (30 timer), på mellemtrinnet i tidsrummet 8.00-14.00 eller 8.00 – 15.00 (33 timer) og i udskolingen i tidsrummet 8.00-15.00 (35 timer).

    Skemalægning

    • Skemalægningen har som mål at sikre eleverne en både sammenhængende og varieret skoledag.
    • Skoledagen planlægges under hensyntagen til elevernes behov for pauser og tid til at spise.
    • Skolen tilstræber, at skemaet og evt. skemaændringer er kendt af elever, forældre, skolens medarbejdere, ledelse og relevante samarbejdspartnere. 
    • Skolen tilstræber, at skoledagen planlægges, så der er mulighed for aktivitetsbaseret undervisning, ekskursioner og samarbejde med eksterne parter.

    Undervisningsdifferentiering

    • Skolen tilstræber, at undervisningen tilrettelægges med hensyntagen til de enkelte elevers faglige og personlige forudsætninger og sikrer den enkelte elevs faglige progression.

    Elevernes hjemmeaktiviteter

    • Skolen tilstræber at involvere hjemmene i elevernes læring med opgaver og ideer til hjemmeaktiviteter, der understøtter den faglige læring.
    • Skolen tilstræber, at elevernes hjemmeaktiviteter
      • er motiverende
      • inddrager forældrene
      • viser forældrene, hvad eleven lærer i skolen
      • er karakteriseret ved at være træning eller øvelse

    Motion og bevægelse

    • Skolen tilstræber, at skoledagen varieres ved at motion og bevægelse inddrages hver dag i den fagopdelte undervisning.
    • Skolen tilstræber, at en del af motion og bevægelse i undervisningen har et fagligt indhold.

    Supplerende undervisning og specialundervisning

    • Skolen tilstræber at samarbejde med forældrene og eleven om tilrettelæggelsen af den supplerende undervisning og specialundervisningen.
    • Skolen tilstræber at have den fornødne specialpædagogiske kompetence i personalegruppen til at specialundervisning kan gives på skolen til de elever, der fortsat er knyttet til en almindelig klasse.
    • Skolen tilstræber, at personalet, der varetager den supplerende undervisning, lever op til de samme kvalifikationskrav, som gælder for specialundervisningen.
    • Skolen tilstræber, at den samlede undervisningstid for elever, der får supplerende undervisning eller specialundervisning, ikke overstiger det fastsatte loft for den højeste samlede undervisningstid.

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 24. marts 2026

    Princip for adgang til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i undervisningen i den kommunale musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening

    På Tjæreborg Skole kan der gives tilladelse til opfyldelse af undervisningspligten i ungdomsskolen, i en kommunal eller statsligt støttet musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening eller lignende.

    Tilladelse gives af skolelederen efter skriftlig anmodning fra en elevs forældre, hvis det ud fra en helhedsvurdering vurderes, at elevens samlede udbytte af undervisningen ikke reduceres.

    Skolen foretager i samarbejde med elevens lærere og forældrene en løbende evaluering af om det ønskede samlede udbytte af undervisningen opnås.

     

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 7. januar 2025

     

                                                                                                                                

    Princip for Samarbejde mellem Skole og Hjem

     

    Formål

    Formålet med dette princip er at etablere klare retningslinjer for samarbejdet mellem skole og hjem, for at sikre en fælles indsats for børns læring og trivsel. Dette skal være med til at sikre, at alle børn trives,

     

    Mål

    • Fremme Børns Læring og Trivsel: At skabe et støttende og inspirerende læringsmiljø, hvor børn kan udvikle sig fagligt, socialt og personligt.
    • Styrke Samarbejdet: At etablere et stærkt og konstruktivt samarbejde mellem skole og hjem, baseret på gensidig respekt og åben kommunikation.
    • Engagere Forældre: At involvere forældre aktivt i skolens aktiviteter og beslutningsprocesser for at styrke fællesskabet og støtte børns læring.

     

    Skolens Ansvar

    • Kommunikation: Skolen tilstræber at opretholde regelmæssig og åben kommunikation med forældre om børns faglige og sociale udvikling samt skolens aktiviteter og begivenheder. Med særlig fokus på:
      • Hurtig information til elevens forældre, hvis der opstår faglige eller trivselsmæssige problemer, herunder fravær.
      • Hurtig behandler af bekymringer og evt. utilfredshed fra forældre med henblik på en tilfredsstillende løsning for begge parter.
      • Ved henvendelser fra forældrene til skolens ansatte, prioriteres hurtig respons
    • Støtte og Vejledning: Skolen tilbyder sparring til forældre for at hjælpe dem med at støtte deres børns læring hjemme.
    • Involvering: Skolen skaber muligheder for forældre at deltage i skolens aktiviteter og beslutningsprocesser.
    • Læringsmiljø: Skolen arbejder for at sikre et trygt og inkluderende læringsmiljø, hvor alle børn har mulighed for at trives og lære.

     

    Forældres Ansvar

    • Engagement: Forældre engagerer sig aktivt i deres børns skolegang ved at deltage i forældremøder, følge op på skolearbejde og støtte skolens aktiviteter.
    • Kommunikation: Forældre opretholder en åben og respektfuld dialog med skolen og informer om forhold, der kan påvirke børns læring og trivsel.
    • Støtte: Forældre støtter deres børns læring hjemme ved at skabe en positiv og struktureret ramme for lektielæsning og andre skoleaktiviteter.
    • Samarbejde:
      • Forældre samarbejder med skolen om at løse eventuelle udfordringer og bidrage til et positivt skolemiljø.
      • Forældre, der er utilfredse med forhold omkring deres barns skolegang, opfordres til at tage direkte kontakt til de involverede medarbejdere med henblik på løsning af problemet.
      • Forældrene retter som udgangspunkt henvendelse til skolebestyrelsen, hvis de oplever, at principper, værdiregelsæt, antimobbestrategi og ordensregler, som skolebestyrelsen har fastsat, ikke efterleves.
      • Forældre, der oplever konflikter mellem deres barn og et andet barn, tager så vidt muligt direkte kontakt med det andet barns forældre med henblik på løsning af konflikten. Relevante ansatte på skolen bør inddrages, hvis det vurderes at kunne bidrage til løsning af konflikten.

     

    Elevers Ansvar

    • Engagement: Elever deltager aktivt i undervisningen og stræbe efter at gøre deres bedste.
    • Respekt: Elever viser respekt for lærere og medelever samt skolens regler, værdier, bygninger og inventarer.
    • Ansvarlighed: Elever tager ansvar for deres egen læring og adfærd, herunder at lave lektier og deltage i skoleaktiviteter.
    • Samarbejde: Elever samarbejder med lærere og medelever for at skabe et positivt og støttende læringsmiljø.

     

     

     

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 7. januar 2025

     

     

    Princip for arbejdets fordeling mellem det pædagogiske personale

     

    Princippet skal sikre højst mulig læring og trivsel blandt eleverne, og sikre et fagligt og socialt udviklende miljø for det pædagogiske personale.

     

    Mål:

    • I fordeling af arbejdsopgaver skal der så vidt muligt lægges vægt på vurderinger af opgavens indhold og omfang, medarbejderens erfaring og kompetence samt klassens sammensætning.
    • Det tilstræbes, at der er en højt kvalificeret varetagelse af de opgaver, der ligger ud over den fagopdelte undervisning, f.eks. MIL, læsevejledning, understøttende undervisning, samarbejde med eksterne parter, mv.
    • Det tilstræbes, at medarbejderteams sammensættes ud fra faglig kvalifikation og relationer til elevgruppen.
    • Al fagopdelt undervisning varetages så vidt muligt af personale med undervisningskompetence i de fag, de underviser i.

     

     

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 7. januar 2025

    Princip for fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v.

     

    Formål
    At fremme elevernes faglige, sociale og personlige udvikling gennem fælles oplevelser og aktiviteter, som skaber sammenhold, styrker trivsel, understøtter skolens værdigrundlag og som afspejler den tid og den kultur skolen er en del af. Alle elever skal kunne opleve at deltagelse i arrangementer er trygt.

     

    Mål

    • Eleverne føler sig som en del af fællesskabet, både i relationen til klassen, årgangen og hele skolen
    • Eleverne deltager i aktiviteter, der styrker deres faglige kompetencer, sociale relationer og kulturelle forståelse.
    • Arrangementerne bidrager til at skabe en positiv skolekultur og fremme elevernes trivsel.
    • Eleverne oplever en tydelig sammenhæng mellem skolens undervisning og de fællesaktiviteter, de deltager i.

     

    Skolens ansvar

    • Planlægge og gennemføre arrangementer, der er inkluderende, relevante og tilpasset elevernes behov og udviklingstrin.
    • Samtidig har skolen en forpligtelse til at varetage fællesskabets bedste og sikre, at beslutninger og aktiviteter understøtter et stærkt og sammenhængende skolefællesskab. I visse situationer kan dette betyde, at hensynet til fællesskabet vægtes højere end individuelle hensyn, når det er nødvendigt for at fremme trivsel og læring for flertallet.
    • Informere forældre om arrangementernes formål og praktiske rammer i god tid.
    • Sikre, at økonomiske eller praktiske barrierer ikke hindrer elever i at deltage.
    • Tilstræber at klassens primære voksne deltager i ture ”ud af huset”.
    • Der fastsættes et lommepenge loft for eleverne ifbm. med ekskursioner.

     

    Forældrenes ansvar

    • Støtte op om arrangementerne ved at sikre, at børnene er forberedte og har det nødvendige udstyr.
    • Bidrage positivt til dialogen om arrangementernes indhold og deres betydning for børnenes læring og trivsel.
    • Forberede børnene på hvad der forventes af god skik og opførsel når man er på tur og deltager i fællesarrangementer, således alle får en tryg og god oplevelse
    • At hjælpe hinanden med at finde praktiksteder til eleverne.
    • For skolerejser, særskilt klassekasse konto oprettes og administreres, evt. af forældrerådet.
    • Der i samarbejde med klassens primære voksne fastsættes et lommepenge loft for eleverne ifbm. lejerture og skolerejser.

     

    Elevernes ansvar

    • Deltage aktivt og med en positiv indstilling i fællesarrangementerne.
    • Vise ansvarlighed og respekt for fællesskabet under aktiviteterne.

    Særlige værdier og rammer vi vægter:

    • At alle klasser minimum en gang om året er på en ”ud af huset tur”.
    • At nogle af arrangementerne i løbet af skoletiden er med overnatning. Der planlægges derfor et arrangement med overnatning minimum.
      • 1 gang i løbet af 0-3 kl. 
      • 1 gang i løbet af 4-6 kl. 
      • 1 gang i løbet af 7-9 kl.
    • At arrangementet i udskolingen (fase 3) tilstræbes at gå til udlandet, blandt andet for at styrke den internationale dimension.
    • At praktik er en del af undervisningen og sker i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og andre aktører i kommunen.
    • At det er en forudsætning såfremt et arrangement er frivilligt at deltage i, at der tilbydes alternativ undervisning på skolen for de elever der ikke har mulighed for at deltage. Dette drejer sig særligt om f.eks. skolerejser. 

     

    Derudover særlige fokusområder for:

    Fællesarrangementer

    Fællesarrangementer på Tjæreborg Skole har til formål at styrke elevernes sammenhold og skolens kultur, dette ved at skabe oplevelser, der samler eleverne på tværs af årgange og giver dem en følelse af at være en del af et større fællesskab.

    Arrangementerne bidrager til, at eleverne får mulighed for at skabe nye relationer og udvikle modet til at stå frem i større forsamlinger. Samtidig styrker de elevernes ansvarsfølelse for skolen og bidrager til skabelsen/bevarelsen af fælles traditioner på skolen.

    Derudover kan fællesarrangementer tilrettelægges med fokus på at give eleverne en større forståelse for deres nærmiljø. Dette blandt andet ved at skabe kontakt til lokale klubber, foreninger og erhvervsliv, som kan udvide elevernes kendskab til og engagement i det omkringliggende samfund.

     

    Lejrskoler

    Lejrskoler har til formål at styrke elevernes faglige og sociale udvikling ved f.eks. at arbejde på tværs af fag i et miljø uden for skolen. Her får eleverne unikke erfaringer, som ikke kan opnås i klasselokalet, samtidig med at de sociale relationer mellem elever og mellem elever og lærere styrkes.

    Lejrskoler planlægges med et klart fagligt indhold og mål, så eleverne får en lærerig og socialt sammenhængende oplevelse. Da lejrskoler er en del af undervisningen, er der som udgangspunkt mødepligt. Hvis en elev ikke kan deltage af særlige grunde, sørger skolen for alternativ undervisning, jfr. Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser mv..

    Der afholdes lejrskoler på Tjæreborg skole i forbindelse med faseovergang på følgende årgange:

    • 3. årgang: 3 dage/2 overnatninger
    • 6. årgang: 5 dage/4 overnatninger

    Der tilstræbes, hvis muligt at 3. årgang placeres i Sønderho eller skoletjenestens tilbud, og 6. årgang i Rendbjerg.

    Der kan i henhold til kommunal beslutning opkræves forplejningsvederlag fra forældrene.
    Satser og regler for opkrævning følger de til enhver tid fastsatte forskrifter.

     

    Skolerejser

    I modsætning til lejrskoler er det væsentlige formål med en skolerejse ikke undervisning i et emne eller lignende som led i den daglige undervisning. Formålet er i højere grad at skabe et supplement af mere samværs- og oplevelsesmæssig karakter til den daglige undervisning.
    Elevernes deltagelse på rejsen må derfor ikke være en nødvendig forudsætning for at kunne følge klassens undervisning, og de elever, der ikke deltager, vil derfor ikke miste noget i undervisningsmæssig henseende.

    Der afholdes skolerejse på Tjæreborg skole på 9. årgang: 5 dage/4 overnatninger såfremt der kan indsamles de nødvendige midler til dette.

    Der må ikke opkræves en betinget individuel elevbetaling for deltagelse i en skolerejse, bortset fra udgiften til forplejning og lommepenge. Det er dog muligt at anmode om frivillige indbetalinger, som til klassekassen i øvrigt. Her bør det tilstræbes, at modtagelse af bidrag fra indsamlinger og fælles arrangementer mv. organiseres på en sådan måde, at ingen elever eller forældre føler sig mindreværdige. Bidragene skal fx kunne gives anonymt hvor det kun er den pågældende der står for indsamlingen, der har kendskab til de enkeltes bidrag.

    Ud over frivillige bidrag, vil forældre og elever, evt. i samarbejde med skolen, kunne foretage fælles indsamlinger eller gennemføre forskellige aktiviteter så som kagesalg, loppemarkeder eller salg i tutten mv., for på denne måde at tjene penge til rejsen.

    Lærerudgifter afholdes altid af skolen, også såfremt et rejseselskab yder »frirejser« til lærerne, i de tilfælde betaler skolen et beløb svarende til den del, der vedrører lærerne, således værdien af »frirejse« rabatten er ligelig fordelt blandt alle rejsende. Det samme gør sig gældende hvis et rejseselskab yder skolen en kontant bonus i forbindelse med køb af en rejse.

    Forældrene informeres allerede fra de små klasser om denne skolerejse tradition, så de tidligt har mulighed for, f.eks. via forældrerådet at begynde at spare op så snart de beslutter dette.
    (Der anbefales, uanset hvornår denne oprettes, at forældrerådet oprette og administrerer en særskilt Skolerejse-kasse parallelt med en tænkelig klassekasse). 

    Det er frivilligt for eleverne at deltage i disse rejser, men alle elever, som rejsen retter sig imod, har ret til at deltage, uanset om eleven eller dennes forældre har medvirket til indsamlingen til at dække de fælles rejseomkostninger. Hvis en elev ikke kan deltage af særlige grunde, sørger skolen for alternativ undervisning, jfr. Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser mv..

    Skolerejser er ikke begrænset til at være et tilbud for skolens ældste klassetrin, men kan efter lokale ønsker og behov finde sted på alle klassetrin, f.eks. arrangeret af forældrerådet enten uden, eller med delvis, involvering fra skolen.

    Ekskursioner

    Formålet med ekskursioner er, at give eleverne mulighed for personlige erfaringer og fælles faglige oplevelser, som de ikke har mulighed for at få i den normale undervisning på skolen.

    Dele af undervisningen kan organiseres som ekskursioner, der kan strække sig fra en enkelt lektion til hele dagen. Ekskursioner er en integreret del af undervisningen, hvor forberedelsen og opfølgningen foregår i undervisningen og eleverne har mødepligt.

    Skolen tilstræber at alle klasser kommer på ekskursion mindst en gang om året.

     

    Praktik og brobygning

    Formålet med erhvervspraktik og brobygning er at give eleverne kendskab til livet på en arbejdsplads i så vid udstrækning som muligt og, at give dem indblik i en ønsket arbejdsopgave, et ønsket erhvervsområde eller en ønsket type arbejdsplads samt, at sætte dem bedre i stand til, at kunne forberede deres valg af erhverv og videreuddannelse.

    Det påhviler forældrene ansvaret for indgåelse af praktikaftale.

     

    Lovgrundlag

    Folkeskolelovens §16c samt §44 stk. 2 nr. 6
    Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser mv. i folkeskolen (nr. 12 af 23. februar 1999)

     

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 7. januar 2025

    Princip for Tjæreborg skoles fritidsdel

     

    Formål                                                                      

    På Tjæreborg Skole har vi en SFO, en fritids- og ungdomsklub. Skolens fritidsdel skal være med til at skabe en tryg, meningsfuld og varieret dag med fokus på aktiviteter og relationer på tværs af alder og med fokus på fællesskabet.

    Endvidere skal skolefritidsordningen styrke børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling.

     

    Mål

    Skolens fritidsdel tilbyder børnene aktiviteter, der stimulerer nysgerrighed, leg, kreativitet, bevægelse og fællesskab i respekt for, at det er børnenes fritid. SFO og klub skaber rammerne for at udvikle fællesskab på tværs af børnegrupper og styrker trivslen.

     

    Ledelsens ansvar

    SFO er en aktiv part i brobygningen mellem børnehave, førskole og børnehaveklasse.

     

    I førskolen arbejdes der med de kompetenceområder, der arbejdes med i børnehaveklassen eller temaerne i den pædagogiske læreplan.

     

    Både SFO og klub har et tæt samarbejde med skolen i børnenes dagligdag. Et samarbejde der sikrer en tryg overgang mellem skole, SFO og klubtilbud.

     

    Skolens fritidsdel støtter op om skolens politik for skærmbrug, så vi bedst muligt kan skabe et frirum hvor nærvær og social interaktion er i højsæde. Vi vil være stedet der motiverer vores børn og unge til at komme hinanden ved ‘i det virkelige liv’.

     

    Ledelsen præsenterer fritidsdelens mål, faste aktiviteter og indsatser for det kommende år for forældrene ved skoleårets begyndelse.

     

    Forældrenes ansvar

    Forældrene viser opbakning til de forskellige retningslinjer der er i skolens fritidsdel. Ved at respektere retningslinjer såsom selvbestemmer, gå-tider, og mobilpolitik, bliver forældrene vores vigtigste samarbejdspartner for at skabe det bedste fritidstilbud for Tjæreborgs børn og unge.

     

    Endvidere samarbejder forældrene og skolens fritidsdel i at skabe en sammenhæng i børnenes/de unges hverdag, ved at have en tæt dialog om deres trivsel. 

     

    Kommunikationen mellem skolens fritidsdel og hjemmene følger skolens Princip 3 - Samarbejde mellem skole og hjem

     

    Børnenes/de unges indflydelse

    Børnene inddrages i det daglige gennem dialog om ideer til aktiviteter. Herunder særlig opmærksomhed på balance mellem tradition, nye trends, spontanitet og plads til forskellighed.

     

     

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 7. januar 2025

    Princip for Skolens arbejde med ordblindhed og talblindhed 

    Formål

    At sikre, at elever med ordblindhed og talblindhed får lige muligheder for læring, deltagelse og trivsel gennem tidlig indsats, målrettet støtte og tæt samarbejde mellem skole og hjem.

    Mål

    • At alle elever med tegn på ordblindhed eller talblindhed identificeres tidligt og tilbydes relevant støtte.
    • At eleverne oplever sig som en del af fællesskabet og får adgang til læring på lige fod med deres klassekammerater.
    • At forældre og elever inddrages aktivt i hele forløbet.

    Skolens ansvar

    • Tidlig opsporing og testning
      • Skolen anvender Ordblindetesten og relevante matematikscreeninger i overensstemmelse med Esbjerg Kommunes retningslinjer.
      • Elever i rød kategori tilbydes adgang til støttefunktion og evt. profilklasse.
      • Gul kategori følges op med yderligere test og observation.
      • Grøn kategori tilbydes differentieret undervisning og læseindsatser ved behov.
    • Støtte og opfølgning
      • Elever i rød kategori tilbydes kurser som OrdblindePit og OrdblindeBoost.
      • Der udarbejdes individuelle aftaler, som dokumenteres i Hjernen & Hjertet og følges op løbende.
      • Skolen samarbejder med kommunens ordblinderådgivere og PPR.
    • Adgang til profilklasse
      • Skolen vejleder forældre og elever om muligheden for optagelse i Spangsbjergskolens profilklasse.
      • Testforløb og dokumentation tilrettelægges i samarbejde med forældre og rådgivere.
      • Eleven skal være motiveret og have ordblindhed som primær udfordring.
    • IT og materialer
      • Skolen stiller relevante IT-hjælpemidler til rådighed og sikrer, at elever, lærere og forældre ved, hvordan de bruges.
      • Undervisningsmaterialer tilpasses digitalt, så de er tilgængelige for alle.
    • Overgange og netværk
      • Skolen samarbejder med UU-vejledningen om overgangen til ungdomsuddannelse.
      • Skolen understøtter netværk for elever og forældre med ordblindhed/talblindhed.

    Forældrenes ansvar

    • Forældre samarbejder med skolen om støtteforløbet og deltager i relevante møder og netværk.
    • De støtter barnets brug af hjælpemidler og læsestrategier hjemme.
    • De bidrager til fællesskabet ved at dele erfaringer og viden med andre forældre.

    Opfølgning

    • Skolebestyrelsen følger årligt op på princippernes implementering.
    • Skolen evaluerer indsatsen og justerer praksis i samarbejde med Esbjerg Kommunes ordblinderådgivere.

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 24. marts 2026

    Princip for vikardækning

    Formål
    At sikre elevernes læring og trivsel ved fravær af den faste lærer.


    1. Overordnede principper

    • Kvalificeret vikardækning skal understøtte fagligheden og skabe tryghed for eleverne.
    • Vikarer gennemfører undervisningen ud fra vikarplaner eller plan B.
    • Forældre og elever orienteres forud for kendt fravær.


    2. Vikardækning ved kortvarigt fravær (under 5 skoledage)

    • Skolens egne lærere og pædagoger anvendes, hvis det er muligt.
    • Vikarer med pædagogisk eller faglig baggrund prioriteres, fx lærerstuderende eller pædagogiske assistenter.
    • Der differentieres i vikardækningen:
      • Indskoling og mellemtrin (1.-6. klasse): Primært fokus på relationer, fx med samme/kendte vikarer.
      • Udskoling (7.-9. klasse): Primært fokus på faglighed.
    • Skolen har en vikarfolder, som vikarerne sættes ind i.
    • Vikaren giver tilbagemelding til læreren efter gennemført undervisning ift. faglige og trivselsmæssige forhold.

    3. Vikardækning ved længerevarende fravær (over 5 skoledage)

    • Der tilstræbes samme vikar gennem hele perioden.
    • Anden primær lærer eller ledelsen præsenterer vikaren for forældre og elever på Aula.
    • Forældre kan kommunikere med anden primær lærer på klassen, vikaren eller ledelsen.
    • Efter endt vikarperiode afholdes en kort evalueringssamtale mellem læreren, vikaren og evt. ledelsen.

    4. Vikarplaner

    • Vikarplaner skal være tydelige og anvendelige for vikaren, så undervisningen kan gennemføres med høj kvalitet og i tråd med lærerens intentioner.
    • Hvis der ikke foreligger en vikarplan, fx grundet sygdom, kan vikaren tilgå klassens opdateret ”plan-B”, fx en arbejdsmappe eller andre på forhånd aftalte aktiviteter/opgaver/tiltag.

    5. Organisering og ansvar

    • Skoleledelsen har ansvar for vikardækning og kvalitetssikring.
    • Vikarkorps opretholdes med faste og løst tilknyttede vikarer.
    • Skolen arbejder løbende med rekruttering og oplæring af kvalificerede vikarer.

    6. Evaluering og udvikling

    • Feedback fra elever, forældre, vikarer og lærere bruges til løbende forbedring.

    Princip er vedtaget på skolebestyrelsesmødet den 10. juni 2026

    Trafikpolitik for Tjæreborg Skole

    Børn der går og cykler i skole
    Tjæreborg Skole vil generelt medvirke til at forebygge og undgå trafikulykker på skolevejen. Det samme gælder ved arrangementer og ekskursioner i skolens regi. Træning giver rutine og overblik og er den bedste vej til sikre trafikanter. Skolens mål er derfor, at flere elever går eller cykler i skole.

    Skolen forventer at:

    • Forældrene er ansvarlige for at barnets cykel/ knallert er i lovlig stand
    • Brug stisystem hvor der er skolepatrulje

    Skolen sørger for at:

    • Eleverne deltager i gå- og cyklistprøver

    Børn der bliver transporteret i bil eller bus
    Tæt trafik om morgenen skaber kaos. Derfor opfordres forældre, som ønsker at køre deres barn til skolen, at tage hjemmefra i god tid så færdselsreglerne kan overholdes i forhold til hastighed, brug af sikkerhedssele og hensyntagen til alle trafikanter ved  skolen.

    Skolen forventer at:

    • Forældrene benytter de henviste parkerings muligheder når barnet sættes af / hentes ved skolen ( se lokale forhold)

    Skolen sørger for at:

    • I tilfælde af sne/isslag snerydning af tilgangsveje og parkeringsplads i det omfang det er nødvendigt / muligt.
    • Skolens interessenter, der jævnligt færdes på skolen, informeres om relevante aftaler f.eks forhold vedr. bakning i områder med børn

    Personalets befordring af elever
    Medarbejdere må befordre elever i egen bil, hvis forældremyndighedsindehaveren har givet tilladelse til dette. Det er en forudsætning, at kørslen foregår sikkerhedsmæssigt forsvarligt og under overholdelse af færdselslovens regler herunder brug af sikkerhedssele og i fornødent omfang barnestol / selepude. 

    Hvis der sker et uheld, vil barnet være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring på bilen / modpartens bil. I tilfælde, hvor hurtig transport til f.eks skadestue er nødvendig, tilkaldes elevens forældre. Hvis dette ikke er muligt befordres eleven i taxa eller jf. ovenstående. 

    Cykelhjelm og refleksveste
    En cykelhjelm kan reducere antallet af skader på hoved, kranie og hjerne med 50 %. Derfor er det skolens mål, at alle børn og voksne cykler med hjelm.

    Skolen forventer at:

    • Forældrene sørger for at deres barn bruger hjelm og trafikveste

    Skolen sørger for at:

    • Skolens medarbejdere som minimum bruger hjelm, når de cykler i arbejdsmæssig sammenhæng

    Sikker skolevej
    Tjæreborg Skole følger de overordnede kommunale mål for den sikre skolevej som er beskrevet i sektorplanen for skoleområdet ( rev.2015) Skolevejen skal primært foregå ad separate stisystemer eller langs svagt trafikerede veje. Der skal være så få krydsninger med trafikveje uden for trafiksikrede kryds som muligt.

    Derudover henvises til Esbjerg Kommunes Trafiksikkerhedsplan.

    På skolens matrikel, samt i selskab med elever udenfor matriklen repræsenterer personalet skolen, og skal optræde som eksemplariske rollemodeller / forbilleder. I det hele taget er den voksne, personale som forældre altid rollemodeller for børnene. Både ens egne som andres.

    På Tjæreborg Skole vil vi gerne opfordre alle til at være bevidste om dette. Børnene lærer af forældrene– læring om og påvirkning af adfærd i trafikken forgår også – og nok allermest, når børn færdes med deres forældre på veje og stier uden for skolens område. Den voksnes betydning som rollemodel vil også være et emne på f.eks forældremøder. 

    På Tjæreborg Skole har vi til stadighed fokus på at gøre elevernes færden i trafikken så sikkert og trygt som muligt. Det er en opgave, som vi er mange om at løse.

    Skolebestyrelsen har løbende trafik på dagsordenen og samarbejder gerne med grundforeninger og øvrige interessenter i lokalområdet for forbedringer af færdsels og trafiksikkerheden. Skolens ledelse samarbejder med Vej & Park, Esbjerg Kommune, der har fokus på trafikfremmende foranstaltninger herunder skolevejsprojekter. Ligeledes er der ledelsesfokus på kampagner herunder lygtekontrol mm i samarbejde med nærpolitiet.

    På Tjæreborg Skole deltager færdselskontaktlærerne i et netværk med Politiet, Vej & Park samt Rådet for Sikker Trafik

    Færdselsundervisning på alle klassetrin

    Ifølge folkeskoleloven er færdselslære et obligatorisk emne fra børnehaveklasse til 9. klasse. Det er ikke et selvstændigt fag men indgår som en del af undervisningen i de obligatoriske fag. Eleverne skal opnå kompetencer indenfor 2 områder : Trafikal adfærd og ulykkeshåndtering.

    Trafikal adfærd

    Efter 3. klassetrin

    Eleven kan færdes sikkert i trafikken i lokalområdet

    Efter 6. klassetrin

    Eleven kan færdes sikkert i trafikken

    Efter 9. klassetrin

    Eleven kan færdes sikkert og ansvarsfuldt i trafikken

    Ulykkeshåndtering

    Efter 3. klassetrin

    Eleven kan hjælpe i forbindelse med tilskadekomst på skolens område

    Efter 6. klassetrin

    Eleven kan give førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken

    Efter 9. klassetrin

    Eleven kan give livreddende førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken

    Færdselskontaktlærere

    På skolen har vi en færdselskontaktlærer, der kan inspirere til god færdselsundervisning og varetage kontakten til politi og kommune. 

    På Tjæreborg Skole er klasselærerne ansvarlig for færdselsundervisningen på alle klassetrin.

    0. – 3. klasse

    Emne

    • At være en sikker fodgænger og cyklist.
    • Betydning af sikkerhedsudstyr (hjelm – vest – lygter – mm)
    • Når der sker en ulykke.
    • (Hvordan forholder man sig At tilkalde hjælp)
    • Ud og indstigning i Bus, hvordan gøres det sikkert

    Handling

    Gå-prøve i samarbejde med nærpolitiet

    Materiale

    Sikker trafiks hjemmeside

    4. – 6. klasse

    Emne

    • Færdselsregler for cyklister
    • Synlighed i trafikken
    • Samspil i trafikken
    • Praktisk førstehjælp

    Handling

    Cyklistprøve i samarbejde med nærpolitiet

    Materiale

    Sikker trafiks hjemmeside

    7. – 9. klasse

    Emne

    • Færdselsregler for cyklister
    • Synlighed i trafikken
    • Samspil i trafikken
    • Praktisk førstehjælp

    Handling

    Førstehjælpskursus

    Materiale

    Sikker trafiks hjemmeside

     

    Der er cykelparkering ved alle indgange til skolen

    SFO mål og indhold

    Undervisningsministeriet har udsendt en bekendtgørelse nr. 665 af 20 juni 2009 om krav til indholdet om krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for folkeskolens
    skolefritidsordninger.

    Med Mål- og indholdsbeskrivelse for Fritidstilbuddet på Signaturskolen, ønsker vi at fremme udviklingen af sammenhæng og samarbejde mellem SFO, Skole, Fritids- og Ungdomsklub og forældre om barnets trivsel og læring.

    Hensigten er, at Signaturskolens Mål- og indholdsbeskrivelse understøtter Esbjerg Kommunes Børn- og Ungepolitik om at skabe sammenhæng og helhed for børn og unge, hvor barnet og den unge skal være i fokus i alle indsatser.

    Signaturskolen medvirker til at give samtlige børn muligheder for at aktivt læringsliv.
    I kraft af den nye organisering af Skoler og Klubber i Esbjerg Kommune, som trådte i kraft pr. 1. august 2015, forstærkes mulighederne for et helhedssyn på barnet.
    SFO og Fritids-Ungdomsklub skal sammen med Skolen medvirke til en rummelig folkeskole, der aktivt fremmer det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse ud fra perspektivet om barnets hele skoleliv.

    Fritidstilbuddene på Signaturskolen er en integreret del af skolen, hvor lærere og pædagoger samarbejder om børnenes trivsel og læring med udgangspunkt i at udnytte de forskellige faglige indgangsvinkler og kompetenceområder.

    Esbjerg Kommunes Børn- og Ungepolitik har fastlagt fem tværpolitiske temaer:

    • Inklusion af børn i almensystemet
    • Udsatte børn og unge i sociale fællesskaber
    • Forældresamarbejde
    • Samspillet mellem Esbjerg Kommune og de frivillige organisationer
    • Læring og Science

    De ovenstående temaer vil være retningsgivere for arbejdet i fritidsdelen på hele
    Signaturskolen.

    Der tilbydes SFO for børn i børnehaveklasse 1., 2., og 3. klasse. Derudover har vi førskolebørn som begynder i SFO den 1. april før skolestart medio august. 
    Fritids-, og Juniorklub tilbydes til 4., 5., og 6. klasse 
    Ungdomsklubben tilbydes til 7., 8., og 9 klasse 

    Signaturskolens mission er, at elever skal blive så dygtige som de kan. Fritidsdelens
    bidrager til missionen, ved at klæde børn og unge på til at mester egen liv, i sammenspil
    med andre. 

    Fritidstilbuddets udfører mission ud fra skolens værdier:

    • Faglighed
    • Udvikling
    • Trivsel

    Fritidstilbuddet tager udgangspunkt i målstyrrede aktiviteter samt et årshjul og vores Mål- og indholdsbeskrivelse. 

    Målet for arbejdet er beskrevet i forhold til områderne:

    • Trivsel og fællesskab
    • Krop og bevægelse
    • Helhed og overgange
    • Læring og Science

    Børnene vil opleve at deres hverdag tager udgangspunkt i de fire beskrevne områder. 

    Trivsel og fællesskab:
    Barnets personlige og sociale kompetencer udvikles i fællesskaber og gennem relationer med andre mennesker. Derved udvikler barnet, blandt andet, evner til knytte venskaber og udvikle empati.

    Det er fritidstilbuddets mål, at vores medlemmer:

    • Lære at indgå og begå sig i fællesskaber
    • Lære at håndtere og give udtryk for egne følelser, herunder deltagelse i konflikthåndtering
    • Tilegne sig sociale spilleregler ved at indgå i forpligtende fællesskaber
    • Får opbygget værdifulde relationer til både børn og voksne
    • Præsenter vores medlemmer for en bred vifte at muligheder, i forenings og kulturlivet. 

    Krop og bevægelse:
    Kropslige udfordringer er en vigtig del af barnets udvikling. 

    Det er fritidsdelens mål, at børnene:

    • Får tilbudt alsidig fysisk aktivitet ugentligt
    • Barnet udfordres og kan oplever glæde ved fysisk udfoldelse

    Helhed og overgange:
    Signaturskolen har udformet et årshjul i samarbejde med de lokale daginstitutioner. Årshjulet tager udgangspunkt i Esbjerg Kommunes ”Smart skolestart”. Dertil arbejder vi også med strukturerede overgange fra SFO til Fritids- og Ungdomsklub, hvor
    vi i hver af afdelingerne har en speciel ordning for vores 3. klasse børn.

    Læring og Science:

    Læring sker gennem en mangfoldig hed af processer, fordi børn og unge lærer hele tiden.

    • Får tilbudt målstyrrede aktiviteter med fokus på læring
    • Børnene får muligheder for at eksperimentere

    Børn med særlige behov:

    • Barnet bliver fra førskoleperioden tilknyttet en fast pædagog.
    • Forældre til børn med særlige behov får tilbudt en overleveringssamtale inden start i førskolegruppen.
    • Der samarbejdes tæt mellem forældre, skole og SFO i forhold til det enkelte barn
    • SFO indgår i tværfagligt samarbejde med talepædagog, sundhedsplejerske, psykolog og AKT-medarbejdere. 

    Samspillet mellem Esbjerg Kommune og de frivillige organisationer. 

    Skolen formidler om foreningens muligheder, til skolens personale, elever og forældre. Foreningen behandler henvendelser fra skolen om relevante elever. 

    De frivillige organisationer som vi samarbejde med:

    • Head Space
    • Ventilen
    • Børns voksne venner
    • Rødekors
    • Den Rullende Kagemand
    • Broen 

    På fritidsdelen benytter vi os af forskellige målstyringsværktøjer, i henblik på at kunne
    optimerer vores praksis. Eks. Aktivitetsbilleder, Educa og trivselsmålinger. 

    Politik til undgåelse af mobning

    Mål
    Målsætningen med den pågældende politik er, at sikre at trygt og udbytterigt læringsmiljø for alle Signaturskolens elever. 

    Medarbejderne optræder som autoriteter med ansvar for elevernes totalsituation – læring, trivsel og sociale relationer, og arbejder for at skabe gode klassekulturer, hvor mobning ikke opstår.

    Mobning tolereres IKKE, og vi griber ind øjeblikkeligt, når det konstateres. 

    Definitioner
    Mobning er ikke knyttet til enkelte personer, men er derimod et gruppefænomen, der opstår i fællesskaber, der ikke er bæredygtige. Fx et fællesskab der mangler  sammenhold eller hvori der er en lav tolerance. Der skelnes mellem drilleri, konflikter og mobning. 

    Drilleri karakteriseres ved venskabelig, godmodig drilleri/leg, drevet af humør og gensidighed. Dvs de involverede parter er tilpasse og indforståede med legen.

    Konflikter starter med en sag som parterne skal løse sammen evt. via mægling eller hjælp fra 3. part.

    Mobning er et overgreb uden en sag. Mobning karakteriseres ved at være gentagne handlinger fra en eller flere personer, der af den ramte opleves som krænkende, grænseoverskridende eller ydmygende. Mobning kan foregå såvel i det fysiske rum som digitalt over de sociale medier.

    Mobning er en udfordring for den der udsættes for mobning, for den der mobber og for de som passivt ser til. 

    Ledelsen:
    Arbejder med trivsel og følger op på indsatser, aktiviteter og tiltag i forhold til dette.
    Rammesætter og følger afdelingens AKT indsats. Holder to årlige møder mellem afdelingsledelse, AKT og distriktsledelse med trivselsmålingsresultaterne og heraf afledte indsatser i fokus. Sørger for læseplan for UUV, der indeholde såvel arbejdet med konkret trivselsmateriale som ”Drop Mob” og ”Fri for Mobberi” som hensigtsmæssig opførsel på de sociale medier.

    Personale:
    Afdelingerne har forskellige tiltag til forebyggelse af mobning og til at sikre et godt og trygt miljø i det hele taget. Der arbejdes med klassekulturer med udgangspunkt i resultaterne fra trivselsmålingerne og daglige observationer. 

    Eksempler på indsatser er:

    • Klasseregler
    • Venskabsklasseordning
    • Taktil rygmassage
    • Konfliktmæglerordning
    • Sociale frikvartersarrangementer
    • Legepatruljer
    • Aktivitetsdage
    • Arbejde med forskellige redskaber som ”Fri for mobberi” eller ”Dropmob”

    På skolen er der et samarbejde mellem skolen og fritidsdelen, så man sikrer en god overgang og helhedsorienterede indsatser. 

    Den, der ser/opdager mobningen, reagerer

    Den udsatte elevs oplevelse af situationen tages alvorligt og der handles på oplevelsen og ikke kun de konkrete hændelser.

    Klasselærer eller AKT person taler med den udsatte elev om dennes oplevelse af situationen. Forældrene informeres herefter.

    Relevant personale taler med de elever, der opleves som mobbere

    Der udarbejdes af personalet en handleplan med det formål at stoppe mobningen. De implicerede elever og deres forældre godkender handleplanen, inden den træder i kraft.

    Der aftales opfølgning med de implicerede elever og deres forældre inden for nærmeste fremtid. Det pædagogiske personale er ansvarlige for at iværksætte initiativer overfor hele klassen/børnegruppen med fokus på at genoprette et bæredygtigt fællesskab (gruppekulturen). 

    AKT og/eller SSP kan inddrages. 

    Ordblindeindsats

    Skærm- og mobilpolitik

    På Tjæreborg Skole anvendes digitale redskaber som en del af undervisningen og med udgangspunkt i elevernes læring, trivsel, udvikling og mulighed for fordybelse. Brugen af skærme skal være pædagogisk begrundet, alderssvarende og understøtte undervisningens formål. Digitale medier erstatter ikke relationer, koncentration og fællesskab, og derfor prioriterer Tjæreborg Skole en analognær skolekultur, hvor skærme anvendes, når de giver faglig og social værdi – og fravælges, når analoge arbejdsformer giver bedre fordybelse, læring og fællesskab.

    Denne skærmpolitik danner rammen for en bevidst, pædagogisk didaktisk refleksion.

    1. Mobil- og smartwatch-fri skole

    For at sikre ro, fokus og sociale fællesskaber er Tjæreborg Skole en mobil- og smartwatch-fri skole i undervisningstiden og i pauser.

    • Elevernes mobiltelefoner/smartwatches opbevares i ’hotel’ i skabe eller lignende.
    • Mobiler/smartwatches kan bruges i lærerstyret undervisning.
    • Overtrædelse medfører, at mobilen/smartwatchet inddrages og afhentes af forældre.

    2. Skærme i undervisningen

    Skærme anvendes, når de:

    • understøtter undervisningen
    • styrker elevernes forståelse, produktion eller samarbejde
    • bidrager positivt til undervisningen
    • når det giver didaktiske fordele

    Skærme anvendes ikke:

    • i elevernes spisepauser eller andre pauser
    • når det forstyrrer elevernes opmærksomhed
    • hvis det reducerer elevernes aktive deltagelse
    • hvis det erstatter hensigtsmæssige analoge aktiviteter

    Ved fælles gennemgang, dialog og instruktion skal skærme være lukkede.

    3. Læsning, skrivning og fordybelse

    Med fokus på læsefærdigheder og koncentration gælder følgende:

    • Der stræbes efter, at fysiske bøger benyttes ved læsebånd, stillelæsning og fordybelse.
    • Digitale tekster anvendes, når de giver en tydelig faglig fordel.
    • Elever med ordblindhed eller andre læseudfordringer har altid adgang til deres digitale hjælpemidler.
    • Håndskrift og analog skrivning indgår i undervisningen for at understøtte hukommelse, sprog og koncentration.

    4. Computere og digitale enheder

    • Elevernes computere er arbejdsredskaber.
    • De anvendes kun til skolearbejde i skoletiden.
    • De skal være opladede og klar til brug.

    5. Vikarer

    Skærm- og mobilpolitikken gælder også ved vikardækning.

    • Der må ikke gives fri adgang til skærme uden fagligt formål.
    • Alle klasser har en Plan B, fx en arbejdsmappe med fagligt fokus.

    6. SFO/Klub

    SFO/Klub er mobil- og smartwatches-fri og arbejder med leg, relationer og fællesskab uden skærmforstyrrelser.

    Al brug af skærme i SFO og Klub sker på baggrund af en pædagogisk-faglig vurdering og med et tydeligt formål. Skærme anvendes enten som en del af planlagte pædagogiske aktiviteter eller som relevante hjælpemidler i hverdagen.

    Skoleudviklingssamtale

    Herunder finder du referatet af vores skoleudviklingssamtale:

    SUS Referat 2026