Etablering af en privatinstitution
Læs om kravene til private leverandører, der ønsker at etablere og drive en privat daginstitution. Log ind for at ansøge om at starte en privatinstitution. Den digitale formular er omfattende, men du kan gemme undervejs og behøver ikke udfylde alt på samme tid.
Lukkedage
Private institutioner skal stille alternativ pasning til rådighed, hvis de holder lukkedage.
Krav til oprettelse af og drift af privatinstitution
Daginstitutioner kan efter Dagtilbudsloven etableres og drives som privatinstitution af en privat leverandør efter godkendelse af Byrådet i henhold til Dagtilbudslovens § 19, stk. 5.
Ifølge Dagtilbudslovens § 20, stk. 1 skal Esbjerg Kommune godkende privatinstitutioner som etableres i kommunen, hvis institutionen opfylder lovgivningens krav og kommunens kriterier for godkendelse. Der er således en etableringsret.
Hvis samme leverandør opretter flere privatinstitutioner i kommunen, skal hver enkelt privatinstitution godkendes for sig.
Esbjerg Kommunes kriterier for oprettelse og drift er fastsat i overensstemmelse med Dagtilbudsloven, og ved enhver ændring af disse fremadrettet, skal privatinstitutionen opfylde kriterierne senest 6 mdr. efter offentliggørelse heraf (Dagtilbudslovens § 20, stk. 2/1)
For privatinstitutioner der er godkendt, inden ”lov om styrket kvalitet i dagtilbud, øget fleksibilitet og frit valg for forældre” er trådt i kraft den 01.07.18, finder de hidtil gældende ”Krav om oprettelse og drift” anvendelse, med mindre andet aftales mellem privatinstitutionen og kommunen.
Den private leverandør skal indsende ansøgning til Esbjerg Kommune.
Leverandøren skal beskrive, hvordan privatinstitutionen vil efterleve godkendelseskriterierne for oprettelse og drift af privatinstitution i Esbjerg Kommune, ligesom påkrævede relevante bilag skal være vedlagt.
Der er en sagsbehandlingstid på maksimalt 3 måneder, fra den dato Esbjerg Kommune modtager ansøgningen.
Dette forudsat at ansøgningens indhold er fyldestgørende og at alle påkrævede dokumenter er indsendt.
Der skal betales et depositum på 30.000 kr. samtidig med indsendelse af ansøgningen om godkendelse af oprettelse af en privatinstitution. Depositum indbetales til Esbjerg Kommunes bankkonto, se oplysningerne her.
Ved indbetalingen oplyses: ”til Børn & Pædagogik, depositum privatinstitution”.
Beløbet tilbagebetales, når der er truffet afgørelse.
Privatinstitutionens bestyrelse og ejer er ansvarlig for institutionens økonomi og skal opfylde de grundlæggende krav til faglig og økonomisk forpligtigelse. Formålet med driftsgarantien er at sikre, at privatinstitutionen kan yde den fornødne forsyningssikkerhed, da det er Byrådets ansvar at sikre det nødvendige antal pladser, såfremt en privatinstitution pludselig ophører.
Driftsgarantien er dermed en sikkerhed i de tilfælde, hvor kommunen påføres et tab ved ophør af privatinstitutionen.
Driftsgarantien beregnes i forhold til privatinstitutionens børnetal. Der skal ved ansøgning om oprettelse af en privatinstitution anføres, hvilket børnetal der søges godkendelse til og indenfor hvilken aldersgruppe 0-2 år og 3 år til skolestart der søges godkendelse til. Sammen med ansøgningen fremsendes desuden budget for de første
12 måneder.
Driftsgarantien skal være fremsendt til Esbjerg Kommune inden privatinstitutionen kan starte op.
Driftsgarantien kan stilles ved:
- Privatinstitutionens pengeinstitut udsteder en anfordringsgaranti til Esbjerg Kommune, der svarer til den aftalte driftsgaranti eller
- Privatinstitutionen opretter en særskilt bankkonto med et indestående svarende til den aftalte driftsgaranti. Kontoen skal være spærret, og der skal kun kunne disponeres af midlerne efter aftale med Esbjerg Kommune
Ved fremsendelse af driftsgarantien skal det oplyses hvilket antal børn og aldersgrupper driftsgarantien er beregnet efter.
Driftsgarantien beregnes i forhold til satserne for 1 måneds drifts-, bygnings- og administrationstilskud.
Satserne for driftsgaranti findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside her.
Driftsgarantien beregnes i forhold til børnetallet således:
- Efter det maksimale antal børn privatinstitutionen er godkendt til
- Eller efter det forventede antal indmeldte børn, hvis antallet er lavere end det der er godkendt til
Privatinstitutionen skal hvert år pr. 1. februar genberegne driftsgarantien og skal indsende ændret driftsgaranti til Esbjerg Kommune hvis den reberegnede garantisum afviger 10% eller mere fra den eksisterende driftsgaranti. Er den reberegnede garantisum lavere end den eksisterende driftsgaranti kan privatinstitutionen beslutte ikke at indsende ny driftsgaranti.
Ved ansøgning om ændring i antallet af børn og/eller fordelingen i aldersgrupper som privatinstitutionen kan modtage, skal der altid ske en reberegning af driftsgarantien.
Privatinstitutionen er forpligtet til at meddele ændringer til Esbjerg Kommune.
Der skal udarbejdes vedtægter for privatinstitutionen. Vedtægterne skal blandt andet indeholde oplysninger om:
- Privatinstitutionens formål og målgruppe
- Bestyrelsen for privatinstitutionens sammensætning og kompetencer
- Forældreindflydelse
- Den ledelsesmæssige konstruktion
- Optagelseskriterier
- Udmeldelsesregler
- Åbningstid
- Det maksimale antal børn fordelt på 0-2-årige / 3-årige - skolestart
- Lokalefaciliteter
- Anvendelse af evt. overskud ved privatinstitutionens ophør
Esbjerg Kommune skal godkende vedtægterne.
Der kan ikke ændres i vedtægterne uden Byrådets godkendelse.
Før den endelige godkendelse af privatinstitutionen kan gives, skal der foreligge et virksomhedsregistreringsbevis fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, CVR-nr. Denne fremsendes efter godkendelse.
Hvis Esbjerg Kommune efter godkendelsen af privatinstitutionen vurderer, at privatinstitutionen ikke længere opfylder godkendelseskriterierne, kan Esbjerg Kommune tilbagekalde godkendelsen.
Det gælder også, hvis privatinstitutionen anvender et evt. overskud til ulovligt formål.
Ved ny lovgivning og ved nye byrådsbeslutninger, som har konsekvenser for dagtilbudsområdet, skal privatinstitutionerne leve op til de nye krav senest 6 mdr. efter vedtagelsen.
Esbjerg Kommunes godkendelse til at drive privatinstitution kan ikke overdrages til en anden fysisk eller juridisk person.
Privatinstitutionen skal opfylde Bygningsreglementet, brand- og sundhedsmyndighedernes krav mv. til de fysiske rammer. Dette gælder f.eks. bygningsforhold, brand- og forsikringsforhold, sundhedsmæssige forhold og
hygiejnemæssige forhold, indretning af køkken og badeværelser.
Privatinstitutionen er som leverandør selv ansvarlig for at indhente nødvendige tilladelser fra relevante myndigheder, herunder fra Esbjerg Kommunes Byggemyndighed, Teknik & Miljøs afdeling Plan & Byggeri.
Dokumentation for aftale om leje eller eje af lokaler, skal vedlægges ansøgningen.
Tilladelse skal præcist beskrive, hvordan fordelingen af børn på aldersgrupperne er (maksimum antal børn / børnegruppe):
- Antal børn i alderen 0 -2 år
- Antal børn i alderen 3 år – skolestart
Når de nødvendige tilladelser af den fysiske placering og de fysiske rammer foreligger, skal Esbjerg Kommune godkende de pædagogiske rammer, som led i den samlede godkendelse.
Der kan veksles mellem 0-2 års- og børnehavepladser, så længe det holdes inden for den samlede driftsgaranti og godkendte antal børn. Det betyder at 0-2 års pladser kan veksles til pladser for børn i alderen 3 år til skolestart. Pladser for 3 år til skolestart kan ikke veksles til 0-2 års pladser. Der kan aldrig indmeldes flere børn end det maksimale godkendte børnetal.
Privatinstitutionens legeplads skal til enhver tid være godkendt i overensstemmelse med legepladsreglerne DS /EN 1176 og DS / EN 1117 – og der skal foretages en inspektion ved en certificeret legepladsinspektør af legepladsen hvert andet år.
Inspektionsrapporten skal til enhver tid være tilgængelig på privatinstitutionens
hjemmeside.
Der kan ikke ændres i disponeringen af de godkendte børne-m2 uden forudgående godkendelse fra Esbjerg Kommune.
Pædagogiske rammer
Privatinstitutionen er omfattet af:
- Formålsbestemmelsen for dagtilbud jfr. Dagtilbudslovens §§ 1 og 7
- Bestemmelserne om pædagogiske læreplaner jf. Dagtilbudslovens § 8 og 9
- Sprogvurdering / sprogstimulering jf. Dagtilbudslovens §§ 11 og 12
- Børn i udsatte positioner jf. Dagtilbudsloven (børn med særlige behov)
- Frokostordningen jf. Dagtilbudslovens § 16a, 16b og 17
- Deltidspladser – forældre, hvoraf en eller begge afholder fravær efter Barselsloven jf. Dagtilbudslovens § 27b
- Kombinationstilbud jf. Dagtilbudslovens § 85a
Privatinstitutionen skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan for hele børnegruppen i alderen 0-2 år og for børnegruppen i alderen 3 år til skolestart. Den pædagogiske læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i et pædagogisk grundlag, seks læreplanstemaer og mål for sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø
og børns læring, jf. Dagtilbudsloven §§ 8 og 9.
Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan hvordan privatinstitutionen etablerer et pædagogisk læringsmiljø hele dagen og hvordan dette understøtter børns brede læring, inden for og på tværs af de seks læreplanstemaer.
Det skal endvidere fremgå hvordan;
- Det pædagogiske læringsmiljø tager højde for børn i udsatte positioner
- Dagtilbuddet samarbejder med forældrene om børns læring
- Dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet
- Børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges så det skaber sammenhæng til børnehaveklassen
Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det pædagogiske arbejde. Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i dagtilbuddet, hvor arbejdet med den pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert andet år.
Privatinstitutionens pædagogiske praksis skal understøtte udmøntningen af Esbjerg Kommunes Børn- og Ungepolitik.
Privatinstitutionen skal til enhver tid leve op til Esbjerg Kommunes rammer for og evt. prioriterede indsatser for børns ophold i dagtilbud.
Privatinstitutionen er forpligtet til selv løbende at holde sig ajour med politisk vedtagne beslutninger af betydning for dagtilbudsområdet.
Privatinstitutionen skal sikre, at der gennemføres en sprogvurdering af børn i alderen omkring 3 år, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Derudover skal de vedtagne rammer i Esbjerg Kommune for sprogvurderinger af tosprogede
børn følges.
Privatinstitutionen har ansvaret for, at der gives sprogstimulering til børn, som på baggrund af en sprogvurdering vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter.
Privatinstitutionen har pligt til at give Esbjerg Kommune de informationer som er nødvendige for at Esbjerg Kommune i øvrigt kan leve op til sit ansvar i henhold til Dagtilbudslovens § 12. Dette indebærer bl.a. at Esbjerg Kommune ved anmodning, skal have oplysninger om antallet af sprogvurderinger samt antallet af iværksatte tiltag.
Privatinstitutionen skal i lighed med andre dagtilbud være tilgængelig for alle børn og samarbejde med relevante kommunale instanser.
Privatinstitutionen kan på særligt ansøgningsskema søge om ekstra ressourcer ud over driftstilskuddet.
Esbjerg Kommune træffer efter individuel vurdering beslutning om behovet for særlig støtte i forhold til Dagtilbudsloven. Dette sker ud fra de samme retningslinjer for tildeling af ekstra ressourcer, som kommunen yder til børn i kommunale og selvejende dagtilbud.
Privatinstitutionen kan i samarbejde med forældrene søge vejledning vedr. børn med særlige behov hos fagpersoner som psykologer og talepædagoger i Pædagogisk Enhed og Familie & Forebyggelse.
Privatinstitutionen kan søge oplysning om det tværfaglige samarbejde via Esbjerg Kommunes TVÆRSsamarbejde.
Tilskud bevilget til børn med særlige behov udbetales månedsvis sammen med ordinære tilskud.
Det er ledelsens ansvar at sikre en normering der sikrer, at dagtilbuddet er pædagogisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Privatinstitutionen fastlægger selv personalesammensætningen, dog skal den som minimum efterleve de krav, der gælder for kommunale og selvejende daginstitutioner, da der ikke må opstilles lempeligere kriterier til kommunale daginstitutioner i forhold til selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner og omvendt.
De aktuelle krav til personalesammensætning findes her
Privatinstitutionens ledelse skal have pædagogisk indsigt i form af relevant faglig uddannelse som f.eks. pædagog, lærer eller lignende.
Der kan i særlige tilfælde dispenseres herfra under forudsætning af, at der ansættes en daglig pædagogisk leder med pædagogisk uddannelse.
Esbjerg Kommune skal ved henvendelse, have indsigt i privatinstitutionens arbejds-/vagtplaner, ansættelsesbreve eller lignende med henblik på at få overblik over privatinstitutionens personaleforbrug og personalesammensætning.
Økonomi
Privatinstitutioner har ret til et driftstilskud, et administrationstilskud og et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i institutionen. Administrationstilskuddet ydes når privatinstitutionen selv ønsker at varetage administrationen.
Tilskuddet ydes tidligst fra det tidspunkt et barn er berettiget til en plads i et dagtilbud. I Esbjerg Kommune er der pasningsgaranti fra barnet er 26 uger til skolestart.
Et barn tæller som 3 år fra den 1. i den måned det fylder 3 år.
Tilskuddet til en fuldtidsplads kan ses på Esbjerg Kommunes hjemmeside her.
- Tilskud ydes fra det tidspunkt, hvor forældrene er berettiget til en plads i et dagtilbud i Esbjerg Kommune og barnet er optaget i en privatinstitution
- Barnet skal have bopæl i Esbjerg Kommune
- Ifølge Dagtilbudsloven kan et barn alene råde over én plads. Der kan derfor ikke ydes tilskud til en plads i privatinstitution, så længe barnet er tilmeldt en plads i et dagtilbud under den kommunale forsyning eller i en privat pasningsordning
- Starter barnet alligevel i privatinstitutionen før udmeldelsesdatoen fra den kommunale eller selvejende plads eller private pasningsordning, udbetales der ikke tilskud i opsigelsesperioden. Dette er et mellemværende mellem forældre og privatinstitutionen
- Tilskud udbetales til privatinstitutionens NemKonto, månedsvis forud og reguleres i efterfølgende måneder f.eks. ved ind-/udmeldelser af børn og bevilling af støtte til børn med særlige behov.
- Når barnet ikke længere er optaget i privatinstitutionen
- Når barnet får plads i et andet dagtilbud og opsigelsesvarslet i privatinstitutionen er overholdt (se under opsigelsesvarsler)
- Når barnet ikke længere har bopæl i Esbjerg Kommune.
I beregningsgrundlaget for driftstilskuddet indgår privatinstitutionens åbningstid med afsæt i en minimums åbningstid på 52 timer.
Driftstilskuddet nedsættes for deltidspladser / reduceret åbningstid. Tilskuddets størrelse fremgår på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Ved øget åbningstid vil der ikke være ekstra driftstilskud.
Børn optaget i privatinstitutioner er omfattet af regler om søskende- og fripladstilskud – læs mere her.
Privatinstitutionen fastsætter selv størrelsen af forældrebetalingen.
Drift af privatinstitution
Privatinstitutionen skal stille alternativ pasning til rådighed, hvis der holdes lukkedage. Den alternative pasning skal leve op til Dagtilbudslovens formålsbestemmelser, herunder tilgodese børnenes behov for stabile og trygge rammer i deres dagtilbud og familiernes mulighed for at få deres hverdag til at hænge sammen.
Privatinstitutionen fastsætter selv placeringen af åbningstid for deltidspladser for forældre der er berettiget til en sådan. Rammerne herfor skal fremgå af vedtægterne.
De private dagtilbud følger kommunens minimumsåbningstid for fuldtidspladser.
Ifølge Dagtilbudslovens § 27, stk. 3 skal privatinstitutionen fastsætte regler om optagelse af børn i institutionen.
Privatinstitutionen fastsætter selv kriterier for og træffer afgørelse om optagelse af børn i institutionen.
Privatinstitutionen fører selv venteliste.
Privatinstitutionen skal meddele Børn & Dagtilbud, hvilke børn der bliver optaget i privatinstitutionen. Dette skal ske kontinuerligt i fastlagte og aftalte terminer.
Der kan ikke fastsættes optagelsesregler, der udelukker særlige grupper for optagelse i privatinstitutionen.
Dette betyder, at privatinstitutionen skal være tilgængelig for alle børn med afsæt i en inkluderende praksis.
Privatinstitutionen er forpligtet til at optage børn, der ønsker en plads i privatinstitutionen og opfylder retningslinjerne for optagelse, såfremt der er en ledig plads i institutionen.
Forældre der afholder orlov efter Barselsloven har ret til at få en deltidsplads 30 timer ugentligt til husstandens børn.
Privatinstitutionen fastsætter selv retningslinjer for anvendelsen af deltidspladsen, men er omfattet af Esbjerg Kommunes retningslinjer i forhold til ansøgning om deltidsplads og afbrydelse/ophør af tilbuddet. Esbjerg Kommunes retningslinjer for deltidsplads findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Forældre med et dokumenteret pasningsbehov der ligger udenfor dagtilbuddenes almindelige åbningstid, kan ansøge om et kombinationstilbud.
Det betyder at forældre både kan anvende timer i et dagtilbud i åbningstiden, og derudover enten ansætte en fleksibel børnepasser eller benytte en godkendt fleksibel pasningsordning i gennemsnitlig min. 10 ugentlige timer fordelt over en 4 ugers periode, til pasning af barnet uden for dagtilbuddenes åbningstid. Retningslinjer for
kombinationstilbud kan læses her.
Optagelsesreglerne skal fremgå af privatinstitutionens vedtægt.
Det skal fremgå af privatinstitutionens vedtægter, med hvilke varsler henholdsvis forældrene og privatinstitutionen kan opsige aftalen.
Som hovedregel kan børn ikke overflyttes til anden institution før opsigelsesvarslet er overholdt.
Opsigelsesvarslerne er ikke ens i privatinstitutionerne. Esbjerg Kommune anbefaler, at privatinstitutionerne følger samme rimelige opsigelsesfrister som kommunen i de tilfælde hvor et barn skal overflyttes. Det vil sige en måned fra en vilkårlig dato.
Hvis et barn af pædagogiske årsager eller uoverensstemmelse skal overflyttes hurtigst muligt, kan der ved aftale mellem kommunen, forældrene og privatinstitutionen aftales en kortere opsigelse end en måned.
Privatinstitutionen skal meddele Børn & Dagtilbud, hvilke børn der bliver udmeldt af privatinstitutionen. Dette skal ske kontinuerligt i fastlagte og aftalte terminer.
I forbindelse med opsigelse fra en privatinstitution er børn, der har været optaget i en privatinstitution, berettiget til en plads under den kommunale forsyning inden for de gældende optagelsesregler, som findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Hvis privatinstitutionen går konkurs, eller på anden måde pludselig ophører, er Esbjerg Kommune forpligtet til omgående at skaffe plads til børnene andre steder i de kommunale og selvejende dagtilbud.
Forældreindflydelse
Forældrene i privatinstitutioner skal sikres indflydelse svarende til forældreindflydelsen i selvejende daginstitutioner jf. Dagtilbudslovens § 14, stk. 6.
Privatinstitutionen tilrettelægger selv forældreindflydelsen og skal som minimum omfatte:
- Principperne for privatinstitutionens arbejde
- Principperne for anvendelse af budgetrammen
- Principper for samarbejde mellem hjem og privatinstitutionen
- Inddragelse i udarbejdelse, evaluering og opfølgning på den pædagogiske læreplan
- Inddragelse i privatinstitutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud, og fra dagtilbud til fritidsliv/skole
- Indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelse af ledelsen
- Indstillingsret ved ansættelse af personale
- Fravalg af et sundt frokostmåltid
Dette skal fremgå af vedtægterne.
Esbjerg Kommune fører tilsyn med privatinstitutioner efter regler om tilsyn med dagtilbud jf. Dagtilbudslovens § 5. Esbjerg Kommune har i kraft af sin tilsynspligt til enhver tid mulighed for at aflægge besøg i privatinstitutionen.
Børn & Dagtilbud afholder minimum en gang årligt informationsmøde med privatinstitutioner.
Privatinstitutionen er forpligtet til at samarbejde med Esbjerg Kommune – bl.a. i forhold til det pædagogiske tilsyn, hvor nødvendig dokumentation er en forudsætning.
Privatinstitutionen skal give tilsynet fuld og uhindret fysisk adgang til institutionen.
Privatinstitutionen har pligt til at oplyse om enhver ændring, som kan have betydning for Esbjerg Kommunes godkendelsesgrundlag.
Tilsynet udføres i overensstemmelse med Esbjerg Kommunes retningslinjer for tilsyn, som findes på kommunens hjemmeside – læs mere her.
Sidste ny rapport fra anmeldt tilsyn, skal være tilgængelig på privatinstitutionens hjemmeside.
Privatinstitutionen er omfattet af reglerne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven i relation til den opgave den udfører for Esbjerg Kommune – jf. Retssikkerhedslovens § 43, stk.1.
Privatinstitutionens bestyrelse og ansatte er omfattet af reglerne om tavshedspligt jf. § 27 i Forvaltningsloven samt reglerne om underretningspligt jf. Servicelovens §§ 153 og 154, og Persondataforordningen.
I forbindelse med ansættelse af personale skal der indhentes børne- og straffeattester jf. bekendtgørelse 627 af 15. juni 2006.
Privatinstitutionen skal overholde lov om røgfrie miljøer.
Ansøgning udformes på den skabelon Esbjerg Kommune har placeret på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Ansøgnings skema kan hentes her.
Bilag der skal vedlægges ansøgning ved oprettelse af en ny privatinstitution:
- Ibrugtagningstilladelse/ byggetilladelse som angiver at lokalerne er godkendt til formålet samt hvilket børnetal lokalerne er godkendt til.
- Dokumentation for aftale om leje eller eje af lokaler.
- Budget for de første 12 måneder.
- Vedtægter.
- Virksomhedsregistreringsbevis (CVR. Nr.). Kan sendes efter godkendelsen hvis endnu ikke oprettet.
- Ved indsendelse af ansøgning, betales depositum.
Efter godkendelse:
- Ved ny oprettelse, skal den pædagogiske læreplan først indsendes i løbet af første halvår.
- Efter godkendelse skal privatinstitutionen indsende dokumentation for ansættelser og timer, således at personalesammensætningen dokumenteres.
En privatinstitution kan grundet efterspørgsel m.m. have ønske om udvidelse af børnetal.
Der er her tale om at ansøge om udvidelse af børnetal under den eksisterende godkendte ramme.
En ansøgning om udvidelse skal sendes til: dagtilbud@esbjergkommune.dk
Den maksimale sagsbehandlingstid er 3 måneder fra alle oplysninger om udvidelsen foreligger, og den politiske behandling kræver godkendelse i Børn & Familieudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Der kræves ikke depositum, da der ikke er tale om en ny-oprettelse.
Ansøgningen skal indeholde:
- Tydelig angivelse af, hvem ansøger er og hvornår den ønskede godkendelse skal gælde fra
- Hvilket max børnetal der ansøges om
- En rådgiverpåtegnet erklæring om, at institutionen ved det ansøgte børnetal lever op til bygningsreglementet i forhold til gældende krav til børne-m2, brand, ventilation osv.
- Ansøgningen skal vedhæftes forslag til ændrede vedtægter for privatinstitutionen, med angivelse af, hvor ændringer er foretaget. Vedtægterne skal vedlægges i sin komplette form, da Byrådets godkendelse af vedtægterne er en betingelse for privatinstitutionens virke
- Eventuelle ændrede retningslinjer skal fremgå. (F.eks. kriterier for udmeldelse og optagelse mm.)
- CVR. nr. skal fremgå af ansøgningen.
- Enhver ændring i forhold til nuværende godkendt grundlag skal fremgå tydeligt af ansøgning, vedtægter mm.