Pædagogisk Tilgang

Barnets ret til at være sig selv
Det at være barn har værdi i sig selv. Derfor respekterer vi barnets ret til at være sig selv.

    Kendetegnende for Tumlebo gennem de sidste 6-7 år har været forskellige faglige fordybelser, såsom Sangglad og Vild med Natur.

    Formålet har ikke bare været at skabe nogle gode læringsmiljøer for børnene, men også at øge de faglige kompetencer i personalegruppen. Der er løbende lagt beskrivelser ud af de forskellige forløb. Kendetegnende for dem er, at forløbene strækker sig over 2-3 år, og begge forløb har inddraget eksterne samarbejdspartnere.

    Kommende forløb vil være omsorgsgrebet i samarbejde med Børns Vilkår. Der vil også her komme information ud, når det er relevant. Men til en start er I velkomne til at besøge deres hjemmeside via QR-koden længere nede.

    Ud over de forskellige forløb arbejder vi løbende med blandt andet Fri for Mobberi. Gå gerne ind på linket; der findes også information til forældre: https://www.friformobberi.dk/

     

    Pædagogiske aktiviteter (eksempler)

    Vi opdeler børnene i mindre grupper for at give dem tid og rum til fordybelse.

    Grupperne kan være opdelt efter interesse, alder eller nærmeste udviklingszone.

    Herudover kan vi også have forskellige indsatsgrupper. Hvis vi har en gruppe børn, der har brug for lidt ekstra træning i forhold til deres sproglige udvikling, opretter vi en sproggruppe for disse børn.

    Vi sikrer at alle børn får lige muligheder for at deltage, og at der er fællesskaber som barnet kan være en del af. Derfor tilrettelægger de voksne leg og læring på en måde, så alle børn kan bidrage til fællesskabet. Hverdagen byder på en masse leg, hvor de voksne er klar til at gå foran, ved siden af eller bagved barnet. Vi har aktiviteter, hvor de voksne er dem, der planlægger og organiserer på baggrund af børnenes interesse og initiativer.

    Vi har på vores legeplads og i nærmiljøet rigtig gode legemuligheder. Vi lægger vægt på, at børnene får oplevelser i og med naturen, hvor der er plads til fordybelse, sansning, bevægelse, fantasi og kreativitet.

    Vi har plads til at slå kold bøtter, vilde lege, eventyrlige og risikofyldte lege. Der er rig mulighed for at styrke deres motorik i det kuperede terræn, på cykler, i sandkassen eller på rutschebanen.

    Der er masser af gemmesteder og muligheder for at børnene kan fordybe sig i legen.

    For at styrke børnenes personlige og sociale kompetencer benytter vi os af materialet fra ”Fri for mobberi”. Her bliver børnene præsenteret for den lilla Bamseven, som altid er der til at trøste, og som børnene ynder at kramme. Herudover består materialet af samtaletavler, som er med til at øge børnenes forståelse for egne og andres følelser og aflæse kropssprog.

     

    Hvordan arbejder vi med omsorgen i Esbjerg Kommunes daginstitutioner?

    I Esbjerg Kommunes daginstitutioner arbejder vi hver dag med at skabe trygge og udviklende rammer for børnene. Omsorg er en grundsten i det arbejde og nu styrker vi vores faglige blik på omsorgen gennem en fælles indsats med Omsorgsgrebet fra BørnsVilkår

    Læs mere om Omsorgsgrebet i Esbjerg Kommune